Print
Dansk Sports Academy
Sitemap
Du er her:  Testcenter  •  Cykeltest

Cykeltest

Cykeltesten er opdelt i en submaksimal og maksimal test. Under den submaksimale test cykles der typisk i 4 perioder af 5 minutter hver med stigende intensitet (30 Watt per periode).

Denne test er ikke specielt hård, da man starter på en lav belastning. De sidste 5min kan

 dog godt blive lidt hårde. Når den submaksimale test er slut, er der 10min pause, før de

 maksimale test starter. Den maksimale test foregår ved, at belastningen stiger 40 Watt hver 2. minut. Testen stopper ved udmattelse, hvilket typisk tager 5-8min. For skematisk præsentation af testen se bilag II.

 

Den submaksimal og maksimal test måler tilsammen de tre afgørende faktorer for præstationsevnen under cykling fra 10min og helt op til flere timer. De tre afgørende faktorer er:

 

1. Maksimal iltoptagelse (VO2-max) / kondital
2. Udholdenhed / % af VO2-max / anaerob tærskel
3. Nyttevirkning

 

Alt afhængig af hvilken distance man ønsker at træne i mod, vægtes de tre faktorer forskelligt. Ved kortere distancer som 10-20min cykling er specielt den maksimale iltoptagelse af stor betydning, mens det ved cykling i op til flere timer i overvejende grad er Udholdenheden. Nyttevirkningen er altid af stor betydning. Faktorernes vægtning i forhold til forskellige distancer, skal endvidere sættes i forhold til, hvordan de ser ud hos den enkelte, for at kunne udarbejde en skræddersyet træningsplan.


Under den submaksimale test måles Udholdenheden og Nyttevirkningen, mens den maksimale test finder den maksimale iltoptagelse. Fysiologiske parametre der måles på for, at kunne vurdere Udholdenheden er udover iltoptagelsen også pulsfrekvensen, blodlaktat (mælkesyre), samt forholdet i mellem kulhydrat og fedtforbrænding. Iltoptagelsen er det eneste mål for hvor god Nyttevirkningen er. Den Watt der trædes med ved den anaerob tærskel(WattAnT) noteres til brug i den praktiske træning.


Under det maksimale test findes udover VO2-max også den maksimale pulsfrekvens og lungeventilation (mængden af luft der indåndes), samt den maksimale blodlaktatproduktion. Den højeste effekt (Wattmax) cykelrytteren har været i stand til at træde måles også. Denne har betydning for enkeltstartryttere, mens værdien man får ved at dividere den maksimale Watt i forhold til kropsvægt (Wattmax/kg), er af betydning for bjergrytteren, når et træningsprogram skal tilrettelægges.

Ad. 1 – Maksimal iltoptagelse/kondital

Ved den maksimale iltoptagelses forstås den højeste iltoptagelse man er i stand til at optage under arbejde målt i liter ilt per minut. Begrænsende for denne faktor er hjertes evne til at pumpe det iltholdige blod ud til de arbejdende muskler, samt den totale blodvolumen. Den maksimale iltoptagelse er afhængig af højde og vægt, idet en stor person, alt andet lige, vil være disponibel for at få en større maksimal iltoptagelse end en lille, da den store person, har en større muskelmasse, som kræver ilt. Men en lille og trænet person kan sagtens have en større maksimal iltoptagelse end en stor utrænet person.

 

Ved at udtrykke den maksimale iltoptagelse pr. kg kropsvægt fås konditallet, som er et godt mål for cykelrytterens evne til at cykle i bjerge, da man her bærer sin egen kropsvægt. Derimod vil konditallet ikke være et endegyldigt billede af præstationsevnen når der cykles på flad landevej, da man her ikke skal bære sin egen vægt, men derimod arbejde i mod luftmodstanden. Her vil den maksimale iltoptagelse være et bedre billede af personens præstationsevne. Derfor ser man også, at bjergryttere er meget små personer, mens enkeltstart og prolog specialister er større og mere muskuløse personer.

 

Det skal understreges, at konditallet kun giver en begrænset information om en persons præstationsevne under cykling. Udholdenheden (pkt. 2) og Nyttevirkningen (pkt. 3), er også vigtig for præstationsevnen. Hos eksempelvis to cykelryttere, begge med et kondital på 80 O2/min/kg, kan den ene f.eks. holde en fart svarende til en relativ belastning på 88 % af den maksimale iltoptagelse (et udtryk for Udholdenheden) over 100km, mens den anden ligger på 83 % af den maksimale iltoptagelse. Tidsdifferencen bliver over 8min med en sluttid for den bedste på omkring 2timer og 20min. Dertil kommer, at deres nyttevirkning kan variere med 5-10 %, hvilket kan give anledning til yderligere forskel mellem de to cykelryttere.

Ad. 2 – Udholdenhed

Hvor stor en % -del af den maksimale iltoptagelse der kan arbejdes med over længere tid, er et mål for udholdenheden. Afgørende for Udholdenheden er evnen til at udvikle energi ved aerobe processer (processer der kræver ilt) i lang tid ad gangen. De lokale forhold i skeletmuskulaturen som for eksempel antal kapillærer, koncentrationen af oxidative enzymer og antallet af mitokondrier er de vigtigste komponenter for udholdenheden. Et højere antal kapillærer vil medføre en højere ilttilførsel til muskulaturen, mens flere oxidative enzymer og mitokondrier vil medfører en forbedret udnyttelse af den ilt der bliver leveret. Jo bedre de aerobe processer fungerer, jo bedre er man til øge fedtforbrændingen for dermed at spare på glykogendepoterne, som kan ”gemmes” til slutningen af løbet.

Hvis pulsfrekvens og blodlaktatværdierne under de samme belastninger er faldet mellem to testomgange og de ydre forhold omkring testen (udstyr, kost, restitution, træning før testen etc.) i øvrigt er de samme og standardiseret, så tolkes faldene i pulsfrekvens og blodlaktatkoncentration i blodet som en forbedret udholdenhed hos cykelrytteren.

Ad. 3 - Nyttevirkning

Et givent arbejde kræver en given mængde energi for at kunne blive udført. Den mængde energi som kroppen skal bruge for at udføre et stykke arbejde overstiger ofte den energi, arbejdet kræver i sig selv. Dette skyldes at en stor del af den energi der produceres ”går tabt” i form af varmeenergi. Ofte er det kun ca. 20 – 30 % af den producerede energimængde der går til det faktiske arbejde. Dette betyder at ca. 70 – 80 % af alt energien der dannes bliver til varme.
Nyttevirkningen har som sagt utrolig stor betydning for præstationsevnen hos cykelrytteren og er et udtryk for, hvor meget ilt en person bruger ved en given belastning. Med en god nyttevirkning forstås en lav iltoptagelse ved en given belastning. Endvidere kan bl.a. dokumenteres, hvilken effekt ændringer i teknik eller valg/opsætning/trimning af udstyr har for nyttevirkningen.
Nyttevirkningen kan udregnes ved cykling, hvor de fleste varierer mellem 18-24 %. Det vil sige at omkring 20 % af al energi går i pedalerne, mens omkring 80 % af ens energi ”går til spilde”.

Gennemgang og evaluering

Efter testen vil der være en gennemgang af testresultaterne således at testpersonens træning optimeres. Dette gøres konkret ved,

 

  1. at sammenligne testdata med referenceværdier fra videnskabelig forskning, for at vurdere testpersonens stærke og svage sider i forhold til de tre ovenstående afgørende faktorer for præstationsevnen under løb
  2. at vurdere hvilke af de tre afgørende faktorer der skal prioriteres højere end andre i den efterfølgende træningsplan
  3. at udarbejde et forslag til en træningsplan 16 uger frem i tiden
  4. at sammenligne aktuelle testværdier med en evt. tidligere test for at vurdere om den tidligere træningsplan har forbedret de faktorer, der var hensigten efter sidste test.

Tidsforbrug

En test tager ca. 2 timer inkl. evaluering, bad og omklædning.

Sted

Testen foregår i testcentret hos Danish Sports Academy hvor der også er mulighed for omklædning og bad.

 

Kontakt os her »

 

Danish Sports Academy ApS   |   Sindalvej 6     2610 Rødovre   |   Tlf.: 2360 2562   |   E-mail: info@danishsportsacademy.dk |